Kaj Nielsens malerier kredser om det helt basale. Om de fire elementer: en dyb preussiskblå for vand, en glødende orangerød for ild, en brunlig umbra for jord, og, gældende for luft, den bevægelse og rytme, man finder i hvert enkelt billede.

​

Et andet mindst lige så vigtigt forhold trænger sig på: det om lys og mørke. I alle Kaj Nielsens malerier spiller lyset op mod mørket og omvendt. Dette gælder i den bogstavelige kompositoriske forstand, men det ligger dybt i alle mennesker, at vi også kan se lys/mørke-kontrasten i en større filosofisk og religiøs sammenhæng.

​

Ordet ”kan” burde være i kursiv, for det er helt op til den enkelte beskuer at tolke disse malerier, der ikke umiddelbart giver svar fra sig. Man kan vælge at se dem som rene abstrakte kompositioner, eller man kan gå videre og betragte dem ud fra en større lys/mørke-symbolik.

​

Hvad der, i hvert fald for undertegnede, er helt tydeligt, er Kaj Nielsens fornemmelse for naturen og for landskabet. Selvom malerierne må karakteriseres som abstrakte, fornemmer man en inspiration fra vores umiddelbare omgivelser: hvidt lysende birketræer, orange solnedgange, vintermørke graner, stille skovsøer og hastigt strømmende vand.

 

En dialog mellem lodrette og vandrette passager får os til at overveje, om der ikke skulle ligge endnu en modsætning på lur i disse malerier. En modsætning, der også her kan have to sider. Den bogstavelige bestående i kontrasten mellem de lodret knejsende træer og de vandrette bevægelser formet af vand eller, mere uhåndgribeligt, af vind.

 

Og en mere overført og symbolsk, hvis man tolker de lodrette bevægelser som pauser og stilhed og de vandrette som bevægelse og fremdrift. En opdeling af livet, verden og universet selv i gensidigt afhængige modsætningspar, som måske allerbedst udtrykkes ved yin og yang-begrebet, som stammer fra den taoistiske kinesiske filosofi.

​

Før man når så langt i sine tanker og tolkning af disse malerier, er det vigtigt at understrege den helt basale fysiske virkning, Kaj Nielsens malerier har på os. Han kan i den grad få farverne til at lyse og få gjort stoffet så materielt, at det næsten virker, som om der rent faktisk er umbrafarvet jord på lærredet.

 

At umbraen ikke kun fungerer som farveelement, men som reelt fysisk materiale, man kan forme med hænderne. Alt dette gør, at maleriene ikke kun er gode for øjnene. Man ser og erfarer dem med hele kroppen, så det er lige før, man fornemmer dufte og lyde. Som om man selv står i den mørke vinterskov, selv ser den overvældende solnedgang eller dufter den regnvåde jord. Som om malerierne selv bliver et stykke natur.